To af de tre bands, der var på programmet ved weekendens DNSB-koncert, er i den forgangne uge gået i opløsning.
Foto: Maria Christensen fra bandet Skjoldunger skal formentligt optræde ved lørdagens koncert. Her ankommer hun til DNSB’s hus i Greve.
Der er tale om de danske bands Ravnebanner og Dommedag.
Ravnebanner har været DNSB’s musikalske hovedsatsning, efter forløberen Daneskjold blev ramt af en skandale, hvor forsangeren blev dømt for at have begået overgreb mod en 12-årig pige.
To af Ravnebanners fire medlemmer har forladt både bandet og DNSB, mens et tredje, Thomas Lind Madsen, kun har forladt bandet, og altså ikke DNSB. Dette til trods for at han i løbet af foråret har forsøgt at komme i kridthuset hos udbrydergruppen Danskernes Parti - uden succés.
Der er flere personoverlap mellem Ravnebanner og Dommedag, hvilket betyder at også sidstnævnte band som følge af udmeldelserne er opløst. Udmeldelserne skal have baggrund i utilfredshed med Martin Topp Juul Jensens enerådige og aggressive opførsel overfor de andre bandmedlemmer.
Dermed står DNSB kun med et band tilbage til lørdagens koncert, nemlig tyske Path of Resistance. I Greve spekuleres der dog i at genoplive bandprojektet Skjoldungerne, der består af Martin Topp Juul Jensen og Maria Christensen. Topp Juul Jensen var også medlem af både Ravnebanner og Dommedag.
I forbindelse med lørdagens koncert er der varslet en fredelig moddemonstration fra Hundige Station klokken 15.00.