I hemmelighed forsøger det racistiske netværk Dansk Front at stable en demonstration på benene i Svendborg. I samarbejde med foreningen De National-Liberale vil Dansk Front demonstrere i Krøyers Have den 10. juni.
Researchkollektivet Redox kan i dag afsløre, at det racistiske netværk Dansk Front og foreningen De National-Liberale afholder anti-muslimsk demonstration den 10. juni i Svendborg. Demonstrationen, der skal foregå i Krøyers Have i byens centrum, er ikke varslet offentligt, men den interne mobilisering i de to grupperinger samt i Fremskridtspartiet er på nuværende tidspunkt i fuld gang, erfarer Redox. Arrangørerne forventer at få opbakning fra højreekstremister i hele landet.
Foreningen De National-Liberale er helt ny. Gruppen er kun set offentligt den 22. april 2006, hvor gruppen indkaldte til demonstration i Krøyers Have i Svendborg. Demonstrationen blev dog flyttet til Svendborg Havn af det lokale politi, da man frygtede konfrontationer mellem fremmødte anti-racister og højreekstremister. Arrangørerne aflyste derfor demonstrationen på stedet. Demonstrationen i april blev indkaldt under parolen "Akkari og Laban ud af Danmark", og det forventes at være samme overskrift der bliver demonstreret under denne gang.
De officielle arrangører af demonstrationen, foreningen De National-Liberale, bliver ledet af en garvet højreekstremist med tætte forbindelser til Dansk Front, nemlig Lars Grønbæk Larsen, hovedbestyrelsesmedlem samt regionsrådskandidat for Fremskridtspartiet på Fyn. Han var tilbage i 2001, i selskab med en persongruppe der i dag er er en del af Dansk Front, observatører af en fredsdemonstration i Århus. Han deltog ligeledes i de højreekstreme grupper No-Kay og Frit Folks demonstrationer i Fredericia og Odense i 2002. Derudover var han også med, da en større gruppe Dansk Front-folk den 25. marts dukkede op på Rådhuspladsen i København, til en demonstration afholdt af Den Danske Forening. Lars Grønbæk Larsen har, på grund af sin baggrund i Fremskridtspartiet, et stort kontaktnetværk blandt Fremskridtsfolk på Fyn.
At højreekstremister og erklærede nazister aktionerer og demonstrerer på Sydfyn er på ingen måde et nyt fænomen.
I 1999 marcherede det nazistiske Blood & Honour-netværk igennem Svendborgs gader til minde om Rudolf Hess, Hitlers stedfortræder. Igennem 1999 og 2000 oplevede befolkningen i Svendborg hvordan Blood & Honours medlemmer, med udgangspunkt i deres daværende hovedkvarter på Langeland, skabte ravage, blandt andet ved en række voldelige overfald i byen. En af de fremtrædende personer i det daværende Blood & Honour var Carsten Braaby, der idag leder Dansk Front Fyn sammen med den unge Rasmus Krogsøe.
Sidst De National-Liberale forsøgte at demonstrere i Svendborg, var hovedparten af deltagerne Dansk Front-folk fra Sjælland, Århus og Fredericia. Da demonstrationen blev aflyst, søgte en større gruppe af disse i flere omgange ned mod den anti-racistiske demonstration i Krøyers Have, angiveligt for at komme i konfrontation med de fremmødte anti-racister. I gruppen sås flere heilende personer, ligesom flere bar tydelige nazistiske symboler.