Dansk Front demonstrerede i Svendborg

12. juni 2006 | Aktuelt

Det racistiske netværk Dansk Front demonstrerede lørdag den 10. juni i Svendborg. Demonstrationen, som Redox allerede i midten af maj afslørede skulle finde sted, var arrangeret af foreningen De National-Liberale, ledet af den unge Fremskridtsmand Lars Grønbæk Larsen. Udover få Fremskridtsfolk, så bestod demonstrationen kun af Dansk Front-medlemmer og sympatisører.

Racistisk demonstration på Fyn
Det racistiske netværk Dansk Front demonstrerede lørdag den 10. juni i Svendborg på Fyn. Demonstrationen, som Redox allerede i midten af maj afslørede skulle finde sted, var arrangeret af foreningen De National-Liberale, ledet af den unge Fremskridtsmand Lars Grønbæk Larsen. Udover få Fremskridtsfolk, så bestod demonstrationen kun af Dansk Front-medlemmer og sympatisører.

Anti-racistisk modstand og stort politiopbud
I flere uger har Dansk Front mobiliseret internt til demonstrationen, og det lykkedes da også netværket, at sende to busser, omend ikke fyldte, afsted, fra henholdsvis Århus og København. Busserne mødtes begge med lokale nazister fra Fyn i den lille stationsby Kværndrup mellem Odense og Svendborg allerede ved et-tiden, på trods af at demonstrationen var indkaldt til at finde sted fra klokken 15 til 17. I Kværndrup steg samlingen af nazister, racister og hooligans ud af busserne, hvorpå de istemte det kendte DNSB-slogan: "Danmark for danskerne - udlændinge ud".

Kort før klokken 15 satte gruppen sig i bevægelse med retning mod Odense. Da bussen nåede til afkørslen fra hovedvejen og ind mod Svendborg, blev den dog stoppet i en viadukt af politiet. Politiet meddelte, at man på det tidspunkt ikke kunne lade højreekstremisterne tage ind til Krøyers Have hvor demonstrationen skulle finde sted, da flere store grupper af anti-racister gjorde gaderne i området usikre. Først klokken lidt over fire, med lidt over en times forsinkelse, blev højreekstremisternes busser gelejdet ind i Svendborg centrum, hvorefter demonstrationen startede.

Fremskridtsfolk i selskab med nazister og hooligans
Demonstrationen bestod, udover Lars Grønbæk Larsen og en lille kreds fra Fremskridtspartiet og De National-Liberale, hovedsagligt af Dansk Front-folk fra hele landet. Flere af de tilstedeværende opførte sig meget aggressive. Ifølge flere øjenvidner kastede gruppen flasker mod både tilskuere og fremmødte anti-racister, ligesom der blev heilet af flere demonstrationsdeltagere.

På trods af De National-Liberales vedtægtsmæssig modstand mod nazismen, så deltog der i demonstrationen mange personer fra erklærede nazistiske grupper, blandt andet Carsten Braaby, Brian Jensen og Flemming Muff Christiansen fra det tidligere Blood & Honour Denmark, ligesom Kim Gjetting Michelsen og Dimitrij Rimpler Busk, der begge har været med i DNSB de seneste år, deltog i demonstrationen. Desuden deltog også den erklærede nazist Rasmus Krogsøe, hvor han sås i samtale med Lars Grønbæk Larsen flere gange.

Også fra hooligan-kredse var der mobiliseret i stor stil. Flere unge racister fra Brøndby-hooligangruppen Blue Front deltog, ligesom også folk fra FCKs hooligan-gruppe Copenhagen Casuals var til stede. Fra Århus var en stor del af Dansk Front-bussen folk fra den nazi-sympatiserende hooligangruppe White Pride, ligesom også unge hooligans fra yderkredsen af gruppen var med.

Tidligt opbrud
Allerede efter 35-40 minutters demonstration var Svendborg Politi og Lars Grønbæk Larsens tålmodighed med Dansk Fronts demonstration udløbet. Politiet kunne på det tidspunkt ikke længere garantere for højreekstremisternes sikkerhed, og sammen med Lars Grønbæk Larsen fik man busserne kaldt frem. Mens demonstrationsdeltagerne blev gennet ind i busserne, blev en af dem anholdt, da han kastede en flaske. Da busserne endelig var fyldt, forlod de byen, og kørte mod Glorup på Østfyn.

I Glorup har Leif Grønbæk Larsen til huse. Han er far til Lars Grønbæk Larsen, og amtsformand for Fremskridtspartiet på Fyn. Her forsamledes de lige over 100 højreekstremister fra demonstrationen, for at spise og feste sammen. Efter De National-Liberales forsøg på at demonstrere tilbage i april i Svendborg, var det også her der blev holdt fest.