Anti-muslimer uden opbakning

17. marts 2008 | Aktuelt

Resten af det højreekstreme miljø holdt sig væk, da Anders Gravers og hans anti-muslimske netværk SIAD demonstrerede i Hobro og Aalborg.

Anders Gravers taler ved Anti-Jihad-netværkets manifestation i Aalborg i maj 2007, med megafonen ses Michael Ellegaard fra gruppen Frit Danmark.

Resten af det højreekstreme miljø holdt sig væk, da Anders Gravers og hans anti-muslimske netværk Stop Islamiseringen af Danmark samlede henholdsvis 15 og 30-40 mennesker til demonstrationer i Hobro og Aalborg.

Der var mobiliseret i hele Europa, og presseomtalen herhjemme fejlede heller ikke noget. Men lige lidt hjalp det. Der var ingen opbakning fra resten af højrefløjen, og den udenlandske støtte kunne tælles på en hånd, da Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) og Stop Islamisation of Europe (SIOE) med Anders Gravers i front gik på gaden i weekenden.

I dagene op til de to demonstrationer – Hobro fredag den 14. marts og Aalborg lørdag den 15. marts – havde udsigten til, at Anders Gravers og hans sympatisører ville bruge en af de såkaldte Muhammed-tegninger i deres arrangementer, givet anledning til heftig debat i medierne.

Sagen endte i fogedretten, som bare en time inden demonstrationen i Hobro nedlagde forbud mod at bruge Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen ved weekendens demonstrationer. Da SIAD efter retsmødet endelig, meget forsinket, ankom til Hobro for at opfordre kunderne i den lokale sparekasse til at protestere imod lanceringen af en låneordning målrettet muslimer, så var banken lukket og kunderne gået hjem. I stedet blev de lokale handlende vidne til en larmekonkurrence mellem SIAD og en større gruppe antiracister. Forsøget på at afholde en tale blev forhindret og overdøvet af kampråb og piften fra moddemonstranter.

Bedre gik det ikke dagen derpå i Aalborg. Her var den højt profilerede internationale støtte reelt reduceret til to gæstetalere fra Holland og England, og disses rejsekammerater. Opbakningen fra resten af det højreekstreme miljø udeblev totalt. Modsat tidligere demonstrationer arrangeret af SIAD, hvor Julius Børgesens og hans folk i Frie Danske Nationalister, samt aktivister fra det tidligere Dansk Front-netværk, bakkede op og agerede vagtværn, så var der denne gang ingen sympati for den stadig mere isolerede Anders Gravers. Gruppen af racistiske hooligans omkring den lokale fodboldklub AaB, som ellers tidligere har omgivet SIAD, valgte ligeledes arrangementet fra.

I stedet ankom en lille flok fra SIAD med taxa til demonstrationen i Aalborg, og måtte have politieskorte ud af byen af frygt for sammenstød med muslimer og antiracister. Med sig til demonstrationen havde Anders Gravers, trods fogedforbudet, medbragt et utal af plakater med Kurt Westergaards Muhammed-tegning. Tegningerne var delvist tildækket med et stykke stof for at omgå forbudet. Men det vurderer ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen, ifølge DR dog ikke bare er en omgåelse af fogedforbudet, men en direkte hån mod retten og derfor en skærpende omstændighed, hvilket har fået tegneren Kurt Westergaard til at overveje et sagsanlæg mod SIAD.