Dansk Front hylder antisemitisme

10. juli 2006 | Baggrund

Dansk Front arrangerede lørdag den 8. juli koncert med blandt andet det antisemitiske band Angriff. Arrangementet fandt sted 15 km syd for Århus i et beboerhus i byen Gjesing, og blev forgæves forsøgt hemmeligholdt for offentligheden.

Dansk Front arrangerede lørdag den 8. juli koncert med blandt andet det antisemitiske band Angriff. Arrangementet fandt sted 15 km syd for Århus i et beboerhus i byen Gjesing, og blev forgæves forsøgt hemmeligholdt for offentligheden.

Allerede to uger inden lørdagens arrangement kunne Researchkollektivet Redox afsløre Dansk Fronts koncertplaner. På den baggrund blev netværket forment adgang fra deres oprindelige lejemål i et beboerhus på Djursland, som Kira Guldfeldt havde bestilt på vegne af Dansk Front.

I håbet om total diskretion blev arrangementet i sidste øjeblik flyttet syd for Århus. Her mødtes små hundrede personer tilknyttet Dansk Front lørdag den ottende juli til koncert med blandt andet det svenske band Angriff. Arrangementet startede omkring kl. 19.00, sluttede igen 02.00 og fandt sted i Gjesing Beboerhus, 15 km syd for Århus.

Aftenens hovednavn, det svenske naziband Angriff, spiller heavy-rock, har stærkt antisemitiske tekster og deres nyeste album distribueres igennem det svenske selskab Nordvind Records. Samme selskab distribuerer også Dansk Fronts t-shirts og videoer samt en lang række andre stærkt racistiske og nazistiske produkter fra hele verden.

De fremmødte kom hovedsageligt fra Jylland og Fyn, men også enkelte ledende personer fra København fandt vej til Gjesing.

Koncert-arrangementet blev, som det er sket tidligere, planlagt og udført med hjælp fra det nazistiske Blood & Honour-netværk i Sverige, som leverede musik til de danske nationalister.