Motor i hooligangruppen White Pride er blevet varetægtsfængslet fire uger for vold.
Simon Hvass Jacobsen ses her yderst til højre under opsamlingen før Vederfølners generalforsamling i Århus i 2008. Gruppen tæller udover Hvass, bl.a. Rene Lindberg (med AGF-tørklæde om halsen) fra Nysir, det højtstående White Pride-medlem Thomas Vestergaard (yderst til venstre) og DNSB’eren Daniel Carlsen (nummer to fra højre).
22-årige Simon Hvas Jacobsen blev fredag den 9. maj varetægtsfængslet i fire uger for vold mod en stadion-kontrollør samt overfald på en gruppe venstreorienterede aktivister i Århus 1. maj. Desuden deltog den tidligere kontaktperson for Dansk Front Århus og nuværende ledende medlem af hooligangruppen White Pride den 8. maj i en slåskamp i Aalborg mellem AaB-fans og en større gruppe unge fra White Pride.
Simon Hvas Jacobsen er en del af den gruppe på omkring 50 højreekstremister, som Århus Politi mener står bag det seneste halve års vold og hærværk mod venstrefløjsaktivister generelt og Enhedslisten i særdeleshed. Denne iagttagelse bekræftes af kilder i det højreekstreme miljø, som også fortæller, at det var den 22-årige århusianer, som stod bag det meget omtalte hyldest-banner til nazi-lederen Adolf Hitler på Århus Stadion den 20. april. Simon Hvas Jacobsen deltog desuden i Dansk Fronts angreb på Cafe Oskar i november 2005.
Den nu varetægtsfængslede hooligan er samlingspunkt for de unge højreekstremister, som udgør den nye generation i den nazistiske og voldelige hooligangruppe White Pride. Gruppen har siden Dansk Fronts nedlæggelse sidste sommer fået en renæssance, og mange fra gruppen har i dag karantæne på Århus Stadion og ved AGF’s kampe grundet voldelig opførsel og udbredelse af racistisk propaganda. Dette giver dog de unge mænd tid til andre ting.
Mødes i Vederfølner
Ligesom den ældre generation i White Pride, som var aktive i Dansk Front, Dansk Folkeparti samt dennes ungdomsorganisation, så kombinerer den nye generation også den rå vold med et politisk engagement.
Da Dansk Front blev nedlagt overtog foreningen Vederfølner rollen som politisk base for de fodboldglade racister. Trods foreningens formand, fynboen Lars Grønbæk Larsens benægtelse af denne kendsgerning, så er personsammenfaldet mellem White Pride og Vederfølner overvældende. Dette kan dog dårligt undre eftersom at foreningen i sin tid blev stiftet af aktivister fra den første generation af netop White Pride.
Vederfølner virker også tiltrækkende på de racistiske hooligans fordi de her kan omskrive deres lokalpatriotisme omkring klubberne AGF og Aarhus Fremad til en politisk, national og pannordisk patriotisme. De unge kan her hente en legitimering af deres ”forsvar” for deres byens fodboldhold og overføre denne til et ”forsvar” for byens borgere mod den påståede trussel fra venstrefløjen og islam.