I juli og august sætter Researchkollektivet Redox' sommerredaktion fokus på den yderste højrefløj på lokalt plan. Henover sommeren vil vi afdække og dokumentere racistiske aktiviteter i hele Danmark. Fra tirsdag den 4. juli og resten af sommeren offentliggører vi hver uge en artikel på vores hjemmeside, om højreekstremismens lokale forankring. I dennes uges artikel går vi tæt på Fredericia.
Fredericia har tidligere ikke været præget af højreekstreme aktiviteter, men de seneste to år har der i byen udviklet sig et højreradikalt miljø, der har stået bag flere voldelige overfald på lokale indvandrere og anti-racister. I Fredericia er byens racister og nazister samlet i den lokale afdeling af Dansk Front, der blandt andet tæller tidligere DNSB’ere.
Gruppen i Fredericia viste sig første gang offentligt den 20. marts 2004, da 60-70 personer fra Dansk Front-netværket afholdt en ikke-annonceret demonstration, som mod-demonstration mod en anti-racistisk demonstration samme dag. Med i demonstrationen var en gruppe lokale racister, der i dag udgør kernen af Dansk Front Fredericia. Demonstrationen i 2004 ledte efterfølgende til, at en gruppe på ca. 20 højreekstremister angreb Ungdommens Hus, et kommunalt projekt der arrangerer fritidsprojekter for børn og unge i området. Ved angrebet blev der knust ruder og kastet flasker mod gæsterne i huset, der tidligere på dagen havde deltaget i den anti-racistiske demonstration.
Dansk Front Fredericia har ikke tidligere været specielt aktiv, men siden Muhammedkrisen, har gruppen fået flere medlemmer. I foråret og sommeren 2006 har gruppen derfor afholdt en række mindre, interne sociale arrangementer.
Senest havde gruppen møde og efterfølgende fest lørdag den 15. juli. Festen udviklede sig, da de 15-20 deltagere, ligesom to år tidligere, angreb Ungdommens Hus. Under angrebet blev en socialmedarbejder på stedet overfaldet og sparket ned af en trappe, ligesom en af de ansattes biler fik knust forruden. Syv højreekstremister blev efterfølgende anholdt og sigtet for grov vold, hærværk og ulovlig våbenbesiddelse. Flere af de anholdte bar kniv under angrebet.
En af de personer der er kommet med i Dansk Fronts lokalafdeling i Fredericia, er Morten Borup, der er tidligere medlem af nazipartiet DNSB. Morten Borup har i flere år været bosiddende i Nordjylland, hvor han blandt andet var med i Dansk Fronts afdeling i Ålborg. Han var annonceret som hovedtaler ved Fest der Völker, en tysk højreekstrem festival, der skulle løbe af stablen i Tyskland den 10. juni i år, men blev forbudt af de tyske myndigheder.
En anden central person i Dansk Front i Fredericia, er Philip Nielsen. Han er kickboxing-træner og bestrider aktuelt en bestyrelsespost i Fredericia Kampsport. Han har deltaget i flere højreradikale demonstrationer igennem årene, og var blandt andet med ved Dansk Front og De National-Liberales to demonstrationer i Svendborg tidligere i år.
Der har de seneste år været tætte sociale og politiske kontakter mellem Dansk Front-aktivisterne i Fredericia, og de højreradikale aktivister på Fyn, deriblandt Rasmus Krogsøe. Han var således også til stede under den omtalte fest i Fredericia den 15. juli.