I juli og august sætter Researchkollektivet Redox' sommerredaktion fokus på den yderste højrefløj på lokalt plan. Henover sommeren vil vi afdække og dokumentere racistiske aktiviteter i hele Danmark. Fra tirsdag den 4. juli og resten af sommeren offentliggører vi hver uge en artikel på vores hjemmeside, om højreekstremismens lokale forankring. I denne sidste artikel fra sommerredaktionen, går vi tæt på de udenlandske højreekstremister, der er bosiddende i Danmark.
I den sidste artikel i Redox’ sommerredaktion, vil vi beskæftige os med en række af de udenlandske nazister og højreekstremister der har bosat sig i Danmark. Vi skriver om dem, fordi de har en central betydning i den ekstreme højrefløjs internationale kontaktnetværk, og fordi den relativt ukendte organisation Nordisches Hilfswerk, der er et vigtigt redskab i samarbejdet mellem den skandinaviske og tyske naziscene, er styret fra dansk grund.
Danske nazister og højreekstremister har historisk set haft gode internationale kontakter. DNSB har deltaget i mange nazistiske marcher og har selv arrangeret de internationale Hess-marcher med skiftende held, første gang i 1995. Sidste forsøg blev gjort i 2000. Ved deres fester og koncerter deltager ofte tyske og svenske nazister, senest deltog der ved deres sommersolhverv flere personer fra svenske NSF.
Blood & Honour Scandinavia, i form af NS88 og Ragnarock Records, stod med afdøde danske Marcel Schilf i spidsen for at forsyne store dele af det illegale tyske nazirock-marked. Da ”nazirock-komplekset” var på sit højeste i Helsingborg-området, boede og arbejde nazister fra en lang række lande i Helsingborg og arbejdede for Blood & Honour. Denne tendens er stadig den samme, i dag hedder firmaet bare Nordvind Records, og drives af de to danske nazister Kasper Krøner og Flemming Muff. Blood & Honour har også flere gange arrangeret Hess-marchen i Danmark, første gang i 1999 da de marcherede igennem Svendborg. Sidste år var Kasper Krøner central i organiseringen af den internationale Hess-march i Kolding, hvor blandt andet tyskeren Christian Worch og svenske Jonas Anderson fra NSF talte.
Også det nyeste større skud på stammen af danske højreekstreme grupper, Dansk Front, har de internationale kontakter i orden. Før opstarten af Dansk Front, da hooligan-gruppen White Pride til en vis grad fungerede som politisk kampgruppe, havde den samme personkreds ifølge Århus Politi flere gange besøg af engelske Combat 18. De har som hooligans også deltaget i f.eks. den fælles danske hooligan-mobilisering i forbindelse med UEFA-Cup finalen mellem Arsenal og Galatasaray, hvor de sloges sammen med de engelske hooligans mod tyrkiske fans. De har desuden også været flere gange i Norge og besøge nazistiske medlemmer af fodboldholdet Vålerengas hooligan-gruppe.
Efter opstarten af Dansk Front deltog en større delegation fra netværkets afdeling i Århus, i en tysk nazi-demonstration i Neumünster i 2003. Demonstrationen var en protest mod en vandreudstilling, der afslørede den tyske hærs forbrydelser under Anden Verdenskrig. Dansk Front-folkene gik rundt sammen med flere berygtede tyske naziledere, og også centrale danske Blood & Honour-folk deltog. Flere personer fra Dansk Front har været ivrige gæster i Club 88, et nazistisk spillested i Neumünster, de sidste par år.
Flere centrale folk fra Dansk Front, blandt andet Københavner-lederen Thomas Peter Jensen, århusianske L.P.O., Morten Borup fra Fredericia og den tidligere talsmand Julius Børgesen var tilstede ved den internationale Rudolf Hess-march i Kolding sidste år. Her blev Julius Børgesen anholdt inden demonstrationens start for ulovlig våbenbesiddelse, og deltog derfor ikke i selve marchen.
Disse og andre eksempler vidner om de relativt mange kontakter, den danske ekstreme højrefløj har opbygget igennem mange år. Disse kontakter er ikke opstået ud af det blå, og mange af dem kan føres tilbage til enkeltpersoner i og uden for Danmark. I det følgende vil vi beskrive nogle grupper og personer der er centrale i dette.
Nordisches Hilfswerk blev startet i 2003 af tyskeren Stephan Günther. Organisationens formål er at skabe et tættere samarbejde mellem den tyske og den skandinaviske nazibevægelse. Nordisches Hilfswerk’s hjemmeside offentliggører først og fremmest nyheder fra de højreekstreme miljøer i Skandinavien på tysk, for at sprede kendskab om den skandinaviske bevægelse i Tyskland. På hjemmesiden forklarer Günther, at organisationen mest af alt er en kulturel organisation. ”vi er tyskere og skandinavere med tysk afstamning, som er bosatte i norden (...) som en organisation med grænseoverskridende udflugter og fester forsøger vi at skabe udbytte af vores fælles germanske rødder” Fordi Günther bor i Danmark og fordi Nordisches Hilfswerks hjemmeside ligger på svenske Info14s server, undgår Günther den noget strammere tyske racismelovgivning. Helt bevidst om det skriver han på hjemmesiden: ”Nogen af artiklerne på denne side går under temaer som nationalsocialisme og revisionisme, så de er forbudte i Tyskland, og er derfor forbudte at læse for personer derfra. Skulle nogen alligevel læse på siderne, sker det på eget ansvar. Den nationalsocialistiske verdensanskuelse og revisionistiske historieskrivning er (endnu) ikke forbudt i de nordiske lande og dermed helt legalt”. Nordisches Hilfswerk er i praksis en enmandsorganisation, selvom den har medlemmer i både Sverige og Norge. Og derfor er det ligeså relevant at beskrive manden bag organisationen, for selvom det officielt er Nordische Hilfswerk der står for arbejdet, er det Günther som enkeltperson der står for alt det praktiske.
Günther har boet i Skandinavien fra omkring år 2000. Han dukkede oprindeligt op i kredsen omkring Marcels Schilf og Blood & Honour i Helsingborg-området ved årtusindskiftet. Her var han en central del af Blood & Honours musikindustri i Skandinavien sammen med danske Marcel Schilf og Kasper Krøner, norske Erik Blücher og finske Marko ”Jäsa” Järvinen.
Günther fik meget tidligt kontakt med bl.a. Info14 og begyndte at skrive for dem, allerede i maj 2000 skriver han en rapport fra et møde i det tyske nazi-parti NPD og undertegnede sig ”Stephan - Blood & Honour Scandinavien”. Efter at Marcel Schilf døde af cystisk fibrose i 2001 og Blood & Honour som organisation kollapsede totalt, hjalp Günther med at fragte Blood & Honours lager af cd’er og organisationens våben til Stockholm fra Helsingborg sammen med Magnus ”Terror” Olsson. Hvad de ikke vidste var, at en anden svensk nazist, der havde håbet på at overtage ledelsen efter Marcel Schilf, i skuffelse over at blive vraget til lederposten, havde stukket Günther og Olsson til politiet, for derefter at tage sit eget liv på torvet i Klippan nord for Helsingborg. Til forskel fra Olsson slap Günther væk fra politiet, da han forlod bilen før politiet ransagede den. Günther har til dato et tæt samarbejde med hele det højreekstreme miljø i Sverige.
Günther har siden årtusindeskiftet været tilknyttet forskellige adresser i København, fælles for dem er, at de alle tidligere har været beboet af kendte danske nazister. Således bor han nu i Flemming Muff Christiansens gamle lejlighed i Københavns sydvest-kvarter.
I Danmark samarbejder Günther med Dansk Front, hvor han også skriver på deres debatforum under ”stephan”. På debat forummet har han sin egen debat-sektion der hedder Nordisches Hilfswerk, her reklamerer han for forskellige arrangementer, i både Tyskland og Skandinavien. Senest har han forsøgt at mobilisere folk til at tage med til nazi-festivalen “Deutsche Stimme Pressefest”.
Günther har en central rolle i samarbejdet mellem den tyske og den skandinaviske nazibevægelse. Ved mange af de besøg som danske og svenske nazister har aflagt i tyskland, er det Günther der har formidlet kontakterne, og omvendt når tyske nazister besøger Skandinavien.
Günther har desuden haft en vigtig rolle i nogle af de nazistiske marcher, der er blevet afholdt i Danmark og Sverige de seneste år. Ved Blood and Honours Hess-march i Hillerød i 2001, holdt Günther og danske Kasper Krøner talerne. Til sørgemarchen i Salem 2003 fungerede han som tolk for den tyske hovedtaler. Ved den svensk-tyske Hess-march i Kolding sidste år, var det ham der på opfordring fra tyske nazister arrangerede marchen, sammen med den danske Blood & Honour-leder Kasper Krøner.
Kort sagt kan vi konstatere, at Stephan Günther er en yderst central person i den skandinaviske nazibevægelse.
En anden tysker der er bosat i Danmark er Lars Bergeest, der bor samme sted i Nordsjælland som Flemming Muff og dennes kæreste. Bergeest er observeret i et utal af Dansk Front og Blood & Honour-sammenhænge. Han har bl.a. fungeret som vagtværn ved en fælles Blood & Honour og Dansk Front-koncert sammen med Dansk Fronts tidligere talsperson Julius Børgesen. Ved Hess-marchen i Kolding sidste år gik han med forrest med banneret. Han har deltaget i næsten samtlige Dansk Front-arrangementer og møder de senere år og går til daglig under navnet ”tysker Lars”.
Også en aktivist fra DNSBs svenske søsterparti NSF er bosat i Danmark. Den svenske K. L. har boet i Danmark i ganske kort tid, pga. sit forhold til den gamle Blood & Honour-aktivist og Frem-hooligan M.A.J.. De har boet i hans lejlighed i Taastrup, men pt. er hun tilknyttet den adresse i Københavns sydvest-kvarter, hvor også Stephan Günther bor. Hun deltog i demonstrationen i Neumünster tilbage i 2003, sammen med sin kæreste M.A.J., og flere andre fremtrædende Blood & Honour-aktivister, herunder Kasper Krøner.
En anden svensker der er flyttet til København, er C.K. fra Helsingborg. C.K. flyttede til Danmark i foråret, og har hurtigt fået en central plads i Dansk Front Københavns sociale netværk. Blandt andet er hans kolonihavehus i en af Københavns forstæder blevet brugt til interne fester i afdelingen. Han har, trods sin unge alder, et forholdsvis stort netværk i Sverige, hvor han har været aktiv i Nordiska Forbundet. Han har tidligere haft c/o-adresse hos Lars Hartvig fra Dansk Front og Den Danske Forening.
Norske Mikael Rudaa Fossum flyttede til Århus i 2005. Han havde gode kontakter til hooligan-gruppen White Pride fra sin egen karriere som hooligan i norske Vålerenga. Fossums internationale kontakt-netværk er stærkt udbygget og da han boede i Oslo havde han kontakt med nazister fra hele Nordeuropa. Fossum var i Salem 2005 sammen med den århusianske delegation, der blandt andet talte Lars Rask Eriksson. Nordmanden har desuden deltaget i mindesmarchen for Rudolf Hess i Wunsiedel i Sydtyskland.
Fossum deltog i Dansk Fronts demonstration i Hillerød i februar 2006, og i den højreorienterede debattør Karsten Holts mindre sammenkomst i Århus to uger efter. Ifølge en norsk researchgruppe er Fossum henover sommeren flyttet tilbage til Oslo, hvor han i juni blev observeret i selskab med engelsktalende nazister.
At de danske højreekstremister har gode udenlandske kontakter er der ingen tvivl om. Generelt har danske nazi-koncerter og -demonstrationer været samlingssted for nordeuropæiske højreekstremister. Med flere centrale udenlandske bosiddende i landet, ser den situation ikke ud til at ændre sig foreløbig.