Lørdag den 11. oktober demonstrerede Antiracistisk Netværk i Århus. Demonstrationen var en udløber af Ekstra Bladet og Århus Stiftstidendes afsløringer af byens højreekstreme miljø henover sensommeren, og var rettet mod White Prides voldelige hærgen. Internt mobiliserede White Pride militante nationalister fra hele landet, men samlede blot 30.
Lørdag den 11. oktober demonstrerede Antiracistisk Netværk i Århus. Demonstrationen var en udløber af Ekstra Bladet og Århus Stiftstidendes afsløringer af byens højreekstreme miljø henover sensommeren, og var rettet mod White Prides voldelige hærgen. Internt mobiliserede White Pride militante nationalister fra hele landet, men samlede blot 30.
Dagen blev, for White Prides vedkommende, en stor fiasko. Ikke alene samlede man blot 30 folk, lang hovedparten af gruppens egne medlemmer udeblev nemlig. Ifølge en kilde i gruppen er de få White Pride-folk der dukkede op "stiktossede" over at de andre var "en flok kujoner" der "lod sine venner i stikken". Til gengæld havde man besøg fra en delegation fra Danmarks Nationale Front, der udgjorde en fjerdedel af de forsamlede nationalister.
To centrale aktører fra den mere apolitiske del af AGFs fanmiljø valgte også at bakke op om White Pride denne dag. Den ene er Rene Lindberg, der for kort tid siden har forladt Nysir, blandt andet efter at hans deltagelse i Vederfølners arrangementer blev offentligt kendt. Lindberg har siden da ikke lagt skjul på sine holdninger. En anden person, der derimod har lagt skjul på sine højreekstreme aktiviteter, er Kenni Christensen. Da Redox’ rapport om Århus udkom i august udløste den heftig diskussion internt i Nysir, hvor Kenni Christensen blev afkrævet svar på de påstande der fremkom i rapporten. Han meldte overfor Nysir ud, at han intet med White Pride har at gøre. Alligevel valgte han dog at dukke op lørdag, hvor White Pride var forsamlet for at angribe den antiracistiske demonstration.
Kenni Christensen, yderst til højre, forlader White Pride-gruppen foran værtshuset Jakob Skomager.
I juli tørnede unge hooligans fra AaB og White Pride sammen på en græsplæne i Aalborg. Efter slagsmålet mødtes deltagerne og gav hånd. Yderst til højre, i hvid polo, ses Kenni Christensen.
Et af de vigtigste White Pride-medlemmer, Thomas Vestergaard, blev blot et døgn forinden varetægtsfængslet sammen med den unge DNSB’er Daniel Carlsen. De to blev, sammen med Nick Schwabach og Anders Gunge Dall, anholdt natten mellem torsdag og fredag for at overmale området omkring Frederiks Allé og Hallsti med nazistisk graffiti. Med både Thomas Vestergaard og Simon Hvas Jacobsen i fængsel trådte Stefan Lindskov Timm på dagen ind som en af de dominerende kræfter, der blandt andet medbragte hvide arbejdshandsker til en række af de andre nationalister. Fængslingen af Vestergaard udløser formentligt en mindre diplomatisk krise, i det flere af de andre anholdte under afhøringen valgte at angive Vestergaard som deltager i graffiti-hærværket.
Mens den antiracistiske demonstration samledes på byens rådhusplads, mødtes White Pride med venner på værtshuset Jægerhytten. Kort inden demonstrationen nåede ind i Jægergårdsgade gik de 30 forsamlede, hvor af en stor del havde baggrund i Dansk Front, ud på gaden, hvor de stillede op, maskerede og bevæbnet med flasker. Der gik dog ikke lang tid før de, hjulpet på vej af politiet, i stedet gik sig ind på værtshuset Pub’en, hvor de opholdt sig mens demonstrationen passerede. Her udveksledes der skældsord og håndtegn, men det kom ikke til fysiske sammenstød. Efter dette anti-klimaks gjorde de forsamlede nazister ikke mere væsen af sig. Dog blev en bil med to kendte højreekstremister, blandt andet Vederfølner-bestyrelsesmedlemmet Simon Degn Lajer, stoppet af politiet, da de to i bilen kørte rundt og fotograferede demonstrationsdeltagere tidligt på aftenen.
Den 11. oktober vil blive husket som en dag hvor White Pride passivt lod hundredevis af antiracister dominere bybilledet, og hvor selv de få tilrejsende københavnske nazister blev skuffede over den århusianske indsats. Den seneste tids massive opmærksomhed fra medier og myndigheder har formentligt spillet en vigtig rolle i dette, og lørdag blev en markering af, at det store pres har effekt.