Torsdag den 23. oktober afgjorde byretten i Helsingør, at to centrale figurer i det skandinaviske nazi-miljø skal udleveres til Tyskland, der vil retsforfølge dem for distribution af illegal nazi-musik. Udleveringsdommen rammer den lille Blood & Honour-gruppe hårdt.
På billedet ses F.M.C. (t.v. med briller) ved et foredrag med den amerikanske nazi-leder, David Duke, i Helsingborg, februar 2005.
Torsdag den 23. oktober afgjorde byretten i Helsingør, at to centrale figurer i det skandinaviske nazi-miljø skal udleveres til Tyskland, der vil retsforfølge dem for distribution af illegal nazi-musik. Den ene af de to, den 32-årige dansker F.M.C., udtalte under retsmødet, at han ikke har været aktiv i det højreekstreme miljø siden 2002, hvor han blev far. Det er dog langt fra sandheden.
Da Dansk Front i 2003 begyndte at etablere sig på Sjælland, var F.M.C. en del af den såkaldte kernegruppe, en lille kreds af erfarne nazister fra især Blood & Honour, der sammen planlagde og styrede aktiviteterne. Parallelt med dette har han været særdeles central i Blood & Honour-netværkets pladeselskaber af skiftende navn. Det var blandt andet i et opbevaringsrum i en lagerhal i Vejby, tilhørende F.M.C.s stedfar, at Blood & Honour tidligere opbevarede dele af sit lager af cd’er, merchandise og tøj. Stedfaderen blev smidt ud af lagerhallens ejere, da det blev opdaget, at han opbevarede andre ting end de aftalte, fortæller en af ejerne.
F.M.C. har siden da deltaget i en lang række aktiviteter på den yderste højrefløj, blandt andet Blood & Honours koncert ved Ammitsbøl i april 2008 og Dansk Fronts demonstration i Svendborg i juni 2006.
Fængslingen af F.M.C. er et hårdt slag mod den i forvejen ganske svage Blood & Honour Denmark-gruppe. For første gang i mange år står gruppens aktivister over for voldsomme juridiske konsekvenser på grund af cd-distributionsaktiviteterne, noget som myndighederne tidligere ellers ikke har grebet ind overfor.
I sommeren 2007 genåbnede gruppen, efter at man i august 2005 lukkede. Lukningen skete ifølge Blood & Honour selv, fordi aktivisterne ville hellige sig familieliv og arbejde.
I forbindelse med koncerten i april i år optog man en såkaldt prospect-afdeling i Vestjylland bestående af tre personer, der dog siden da ikke har gjort noget væsen af sig. Denne personkreds har tidligere kaldt sig Westcoast Bootboys. Flere fra prospect-afdelingen startede i øvrigt nazi-rockbandet Wotans Wölfe (Odins Ulve, red.), der heller ikke har vist tegn på aktivitet længe.
I praksis har Blood & Honour Denmark siden genåbningen fungeret som en mindre kammeratskabsgruppe, hvis aktiviteter hovedsagligt består af socialt samvær og deltagelse i nazi-arrangementer rundt omkring i Nordeuropa, blandt andet Salem-marchen og Hess-marchen i Kolding i 2007 samt Nordiska Festivalen samme år. Den eneste offentlige aktivitet, gruppen har arrangeret, er koncerten i Ammitsbøl.
Da Blood & Honour Denmark blev lanceret, skete det som et modsvar til den persongruppe i Århus, der valgte at lukke Dansk Front uden at informere de sjællandske nazister. Hvor århusianerne valgte at søge mod en mere legitim politisk fremtoning i projektet Vederfølner, valgte Dansk Front-aktivisterne omkring København og Nordsjælland i stedet to væsentligt mere politisk ekstreme projekter, nemlig Danmarks Nationale Front (DNF) og Blood & Honour.
Danmarks Nationale Front minder både politisk, aktivistisk og medlemsmæssigt meget om det tidligere Dansk Front på Sjælland. Den store forskel er, at en lang række af de yngre medløbere og københavnske hooligans, der fra 2003 til 2007 tog del i afdelingerne omkring hovedstaden, i dag er forsvundet fra den etablerede højreekstreme scene. I stedet samler DNF 15-20 af de ældste og mest dedikerede aktivister fra Sjælland, blandt andet en del af de folk, der også er i kredsen omkring Blood & Honour Denmark.
DNF’s aktiviteter består af propagandaspredning og natlige rudeknusningsaktioner mod venstreorienterede tilholdssteder. I København har de favoriseret hurtige aktioner i ly af natten, mens de i byer længere uden for hovedstaden har gennemført enkelte løbeseddelsuddelinger og opsætning af diverse propagandamateriale.
I og med at DNF i dag udfylder det organisationsbehov, som findes i de tilbageværende rester af Dansk Front-netværket i hovedstaden, er muligheden for at opbygge en stærk Blood & Honour-gruppe også væsentligt mindre end tidligere. Det er samtidig tydeligt, at hovedparten af Blood & Honour-medlemmerne i dag ligger sine aktivistiske resourcer i DNF-regi, hvor de spiller en væsentligt rolle. Blood & Honours eksistensberettigelse skyldes nu alene driften af pladeselskabet Nordvind Records. Dette bekræftes af, at Blood & Honours hjemmeside for kort tid siden blev nedlagt.