Hooligans og hagekors

26. februar 2006 | Baggrund

Det danske hooliganmiljø oplever, ligesom miljøerne i mange andre europæiske lande, en nazificering af hooligankulturen. Nogle gange bliver det ved de racistiske tilråb og strakte højre-arme, mens det andre gange giver sig til udtryk i deciderede mobiliserings-forsøg fra nazisterne, blandt unge hooligans.

"...Samtidig er slagsmål en udmærket måde at hærde ungdommen på. Alt for mange danske mænd ligner og opfører sig rent ud sagt som en flok bøssekarle. Pga deres opvækst blandt kællinger og venstresnoede mandlige pædagoger har de mistet enhver lyst til kamp. Fodboldarenaerne er glimrende steder at rekrutere folk til kampen mod det multietniske samfund. Det har jeg selv haft stor succes med. "Hooligans" er folk der tør kæmpe for det de elsker. Det er netop det vi mangler på den nationale fløj..."
(Jacob Engelbrekt Andersen, ledende medlem af White Pride og Dansk Front, d. 18.9.2002 på Dansk Fronts debatforum)

Det som kendetegner hooligans er en fanatisk støtte til fodboldklubben eller landsholdet, og at de er parate til, for at "forsvare klubbens eller landets ære", at slås med modstanderholdets fans. I starten mødte hooligan-grupperne hinanden, mere eller mindre tilfældigt, i forbindelse med fodboldkampe mellem deres hold. Politiets store indsats har gennem flere år formået at holde grupperne adskilt, og stort set alle slagsmål mellem grupperne er nu aftalt spil, hvor man ringer til hinanden og aftaler et mødested hvor man kan slås.

Det danske hooligan miljø består af ca. 300 mænd, hovedsageligt centreret omkring fire hooligangrupper, også kaldet "firms", fra henholdsvis FC København, Brøndby IF, Lyngby BK og Aahus GF. Grupperne er Copenhagen Casuals, Southside United, Blue Army og White Pride. Fra fodboldklubber som Odense Boldklub, Aalborg Boldklub og BK Frem er der også mindre grupper, der ønsker at være hooligans, men det er ikke rigtig lykkedes for dem. Det danske hooliganmiljø har, som i udlandet, altid haft et element af nazisme. Der har været enkelte grupper og mennesker som havde nazistiske holdninger og luftede dem på stadion. Blandingen af voldelig opførsel, kærlighed til klubben og landet, gør også hooliganmiljøet til et udemærket sted at finde nye folk til de nazistiske grupper.

"I løbet af vinteren 1995 blev nogle af gruppens medlemmer enige om navnet (Ultra) White Pride, da det dækkede godt over vores stolthed over at være ’GF’ere. At navnet så også dækkede over nogle af medlemmernes politiske holdning er en tilfældighed"
(André Eeg Jensen, aktiv i White Pride og Dansk Front fra White Prides hjemmeside, slutningen af 90’erne)

White Pride (AGF)
Den første - og eneste - deciderede nazistiske hooligangruppe i Danmark var White Pride, også kaldet Ultra White Pride (UWP), som blev stiftet 1995. White Prides navn opstår, i følge dem selv, fordi AGF spiller i hvidt. Gruppen lader deres politiske holdninger komme til udtryk gennem at agere tæskehold for Den Danske Forening ved dennes møder, deltagelse i nazistiske marcher, heile på stadion og voldelige overfald med racistisk motiv. White Pride var altså fra starten ikke nazister, men udvikler sig til en nazistisk hooligan-gruppe. Det klare nazistiske udtryk fik en del til at gå fra gruppen. White Prides styrke er mindsket i takt med at de, de senere år, har flyttet deres kræfter over i forskellige grupper på den yderste højrefløj.

Southside United (Brøndby IF)
Southside United er Danmarks ældste hooligan-gruppe, fra 1992. De kan samle op til 80 folk, hvilket også gør dem til den største danske hooligan-gruppe. Southside United og White Pride er arvefjender, men efter at White Pride er begyndt at miste betydning står de fleste hooligan-slagsmål, også kaldet off’s, mellem Southside United og Copenhagen Casuals. Personer som overlapper mellem nazistiske kredse og Southside United er f.eks. Brian Jensen, tidligere DNSB og Blood & Honour og nu ledende i Dansk Front København. En anden person fra Southside United har også været Dansk Front behjælpelige med at skaffe lokaler til Dansk Fronts fest i Vallensbæk i maj 2004.

Blue Front (Brøndby IF)
Blue Front er Southside Uniteds ungdomsgruppe, der har ca. 20 medlemmer mellem 17 og 20 år. Blue Fronts brug af flag med solhjul og åbenlys brug af heil-hilsen levner ikke megen tvivl om deres politiske ståsted. Flere af Blue Fronts medlemmer er desuden aktive på Dansk Fronts debatforum. Blandt de mest aktive i både Blue Front og Dansk Front er den unge N.E.F., der også er medlem af Århus mod Moskeen.

Copenhagen Casuals (FC København)
Copenhagen Casuals hed tidligere Copenhagen Ultras og blev stiftet i midten af 1990’erne. Deres hovedfjende er Southside United. Copenhagen Casuals kan samle op til 50 personer. Enkelte folk fra Copenhagen Casuals deltog i Dansk Fronts demonstration i Hillerød, februar 2006.

Copenhagen Casuals Young Boys (FC København)
Copenhagen Casuals Young Boys er Copenhagen Casuals ungdomsgruppe med ca. 20 medlemmer. Gruppen blev igennem 2003 og 2004 tegnet af en gruppe drenge fra Hellerup og Gentofte-området, som alle var aktive i Dansk Front København. Flere fra denne gruppe deltog i Nationaldemokraternas demonstration i Helsingborg, oktober 2003.

Blue Army (Lyngby BK)
Blue Army er fans af 1. divisionsklubben Lyngby BK. En større gruppe fra Blue Army er aktive på Dansk Fronts debatforum og enkelte fra gruppen skilter med nazistiske holdninger i forbindelse med kampe. Generelt hører man ikke så meget om Blue Army, fordi Lyngby BK ikke ligger i Superligaen.

Når nazistiske hooligans fra forskellige klubber mødes til fester og møder i nazistiske kredse, er der normalt ikke problemer mellem dem. Dette skyldes nok at de vægter politiken højere end fodbolden.