Nazister udleveret til Tyskland – solidaritetsdemonstration blev en fiasko

6. marts 2009 | Aktuelt

To centrale personer fra det nordsjællandske nazi-miljø er blevet udleveret til Tyskland. Udvisningerne rammer de i forvejen svækkede sjællandske nazister hårdt. En demonstration til fordel for de udviste samlede kun tretten deltagere.

På billedet ses den tretten personer store demonstration foran politistationen i Helsingør den 22. februar.

Fredag d. 20. februar afgjorde Procesbevillingsnævnet, at sagen om Flemming Muff Christiansen og Stephan Günther ikke skulle for Højesteret. De to blev dagen efter anholdt og fængslet, og tirsdag den 24. februar blev de hentet og bragt til et fængsel nær Frankfurt. Udvisningerne rammer det i forvejen pressede sjællandske nazi-miljø hårdt.

Allerede dagen efter fængslingen mobiliserede kredsen omkring Blood & Honour og Danmarks Nationale Front (DNF) til en solidaritets-demonstration ved Helsingør Arrest. Demonstrationen blev dog en massiv fiasko, da kun 13 personer dukkede op. Samtidig var informationen om demonstrationen blevet lækket, så Helsingør blev hurtigt fyldt med grupper af autonome antifascister og unge indvandrere, der for begge parters vedkommende gentagne gange forsøgte at komme i nærheden af den lille skare nynazister. Politiet havde dog lagt en jernring om nazisterne, så det kom dog kun til et enkelt sammenstød, da et medlem af den nazistiske gruppe Helsingborgskampanjen fra Nordskåne blev overfaldet af autonome.

Demonstration var samtidig et bevis for at det højreekstreme miljø omkring Nordsjælland og Storkøbenhavn er langt fra tidligere tiders størrelse. At kun 13 personer, hvoraf flere er familie, dukker op til en demonstration til fordel for en af miljøets absolutte topfolk, afslører at kredsen omkring Blood & Honour Denmark og DNF står svagt.

Danmarks Nationale Front er en forholdsvis ny gruppe på den højreekstreme scene, og er i praksis en sammensmeltning af Blood & Honour Denmark, Dansk Front København og Frie Danske Nationalister. Gruppen tæller 20-30 mand spredt ud over Nordsjælland og Københavns omegnskommuner. De to mest markante fløje i DNF er henholdsvis en mindre gruppe der tidligere var aktive omkring Julius Børgesens gruppe Frie Danske Nationalister, og en gruppe af nazister fra Blood & Honour Denmark. Udover disse to markante grupper tæller DNF også en række tidligere Dansk Front København-folk, der hverken har været i Blood & Honour eller Frie Danske Nationalister, samt enkelte nye ansigter på den højreekstreme scene.

DNFs aktiviteter består hovedsagligt af spredning af klistermærker, sporadisk graffitimaling, enkelte løbeseddelsuddelinger samt tidligere også en række natlige rudeknusninger ved venstreorienterede tilholdssteder. Fælles for aktionerne har dog været, at de, blandt andet af hensyn til den militante antifascistiske bevægelse i København, enten foregår så langt væk fra København som muligt eller foregår om natten og har en meget kort varighed, hvorefter aktivisterne forsvinder hurtigt i biler. Og dette af en god grund. De seneste år har først Dansk Front, derefter Frie Danske Nationalister og nu Danmarks Nationale Front været udsat for adskillige angreb og overfald fra autonome antifascister i Københavns-området. Senest i december 2008, hvor først en Blood & Honour-aktivist blev overfaldet på Nørrebro og fire dag senere, da tre centrale medlemmer af DNF, alle fra Blood & Honour-fløjen, blev overfaldet på Kongens Nytorv, i øvrigt efter at de tre havde overværet Landsrettens behandling af Flemming Muff Christiansen og Stephan Günthers udvisningssag.

Mini-manifestationen i Helsingør er dog ikke den eneste solidaritets-aktivitet for de udviste. Weekenden efter afholdte Blood & Honour en mindre koncert i et forsamlingshus i landsbyen Davinde udenfor Odense. Ved koncerten deltog cirka 50 personer, fra Danmark, Sverige og Tyskland. Natten inden koncerten var alle ruderne i forsamlingshuset blevet knust. Som noget nyt deltog der ved koncerten personer fra DNSBs afdeling på Fyn, på trods af det særdeles dårlige forhold mellem DNSB og Blood & Honour. Dette skete, selvom man i DNSB mener, at Flemming Muff Christiansen igennem en årrække har fungeret som informant for politiet, spredt løgne om DNSB og stukket den ’nationale’ bevægelses penge i egen lomme.

Tyskeren Stephan Günther har været bosat i Danmark i en årrække, og spiller en vigtig rolle i det nordeuropæiske nazi-miljø. Han fungerer, blandt andet via sit webprojekt Nordisches Hilfswerk, som forbindelsesofficer mellem den store højreekstreme bevægelse i hjemlandet og de forskellige nazistiske grupper i Danmark, Sverige og Norge. Blandt andet var han en af medarrangørerne da nazister fra hele Nordeuropa i 2005 med mindre end to døgns varsel marcherede i Kolding i forbindelse med Rudolf Hess’ dødsdag.

Sagen om udvisningerne har efterhånden kørt i et halvt år, siden de to blev anholdt i august 2008. I byretten hævdede Flemming Muff Christiansen, at han ikke har været aktiv siden 2002. Dette passer dog ikke helt. Da Dansk Front i 2003 begyndte at etablere sig på Sjælland, var han en del af den såkaldte kernegruppe, en lille kreds af erfarne nazister fra primært Blood & Honour, der sammen planlagde og styrede aktiviteterne. Parallelt med dette har han været særdeles central i Blood & Honour-netværkets pladeselskaber af skiftende navn. Det var blandt andet i et opbevaringsrum i en lagerhal i Vejby, tilhørende Flemming Muff Christiansens stedfar, at Blood & Honour tidligere opbevarede dele af sit lager af cd’er, merchandise og tøj. Stedfaderen blev smidt ud af lagerhallens ejere, da det blev opdaget, at han opbevarede andre ting end de aftalte, fortæller en af ejerne. Stedfaderen deltog iøvrigt ved mini-manifestationen foran politistationen.

Flemming Muff Christiansen har siden Dansk Fronts lukning fortsat sit virke i det sjællandske nazi-miljø, og deltog blandt andet ved Blood & Honours koncert ved Ammitsbøl i april 2008. Alt peger dog på, at det varer længe før han igen kan deltage i den slags aktiviteter.