DNSB-band opløst efter anklager om overgreb

28. september 2009 | Aktuelt

DNSBs husorkester Daneskjold har netop nedlagt sig selv, efter forsangeren er blevet ekskluderet. Det sker efter han er blevet anklaget for at have et forhold til en mindreårig pige.

På billedet ses den tidligere Daneskjold-forsanger Carsten Ovesen, i selskab med en meget ung pige. September 2009.

Fredag den 25. september meddelte DNSB og Daneskjold på deres respektive hjemmesider, at Daneskjold var blevet opløst, efter at forsanger Carsten Ovesen havde forgrebet sig på en kun 12-årig pige. Ovesen blev ved samme lejlighed ekskluderet fra DNSB.

Opløsningen kommer blot to uger før en planlagt koncert med netop Daneskjold i DNSBs hovedkvarter i Greve til fordel for partiets valgkampagne op til kommunalvalget i november. Nazisterne kommer dog ikke til at mangle et dansk band. Allerede nu er Daneskjolds chef, Martin Topp Juul Jensen, i fællesskab med de andre tilbageværende medlemmer, i fuld gang med at opstarte DNSBs nye husorkester Ravnebanner.

Det er planen at bandet skal spille både nyt materiale samt gamle Daneskjold-numre. Ravnebanner kommer, som Daneskjold, til at have Thomas Lind Madsen på trommer og Uwe Jørgensen på bas. Det er derudover planen at Daniel Andersen sammen med Martin Topp Juul Jensen skal være guitarister. Samtidig går bandet fra en til to sangere. Den ene af de to sangere er Natacha Topp Juul Jensen, lillesøster til bandets chef. Det er endnu ikke afgjort hvem der bliver den anden vokalist.

Yderst til højre (med kasket) ses Martin Topp Juul Jensen, til venstre for ham Thomas Lind Madsen. Ved siden af ham DNSB-føreren Jonni Hansen. Billedet er taget ved Dansk Fronts demonstration i Hillerød i februar 2006.

Den hurtige eksklusion af Carsten Ovesen og lukningen af Daneskjold er DNSBs forsøg på at holde fast i den nye generation af medlemmer, der de seneste år er kommet til. Fra ledelsens side vil man for alt i verden ikke beskyldes for at holde hånden over pædofile, når man selv er fortalere for dødstraf mod dem.

Internt i DNSB er det dog nok så som så med tilliden. Den 12-årige pige er nemlig datter af et andet DNSB-medlem, og ifølge en kilde i DNSB har flere andre medlemmer af nazi-partiet kendt til forholdet igennem en længere periode, uden at gribe ind, før DNSBs ledelse endelig skar igennem og smed Carsten Ovesen ud.

Ifølge Daneskjolds hjemmeside er Carsten Ovesen nu politianmeldt.

Rettelse: Vi skrev i første udgave af artiklen at Chris Haaning Sørensen skulle være ny guitarist. Det er en fejl. Det er Daniel Andersen der er den nye guitarist. Redox beklager ombytningen.