Tysk nazi-advokat død

30. oktober 2009 | Aktuelt

En af de vigtigste tyske nazister gennem mange år, advokaten Jürgen Rieger, døde torsdag efter en hjerneblødning.

Jürgen Rieger var erklæret holocaust-benægter. Han blev, efter en lang karriere på den ekstreme højrefløj i Tyskland, i 2006 medlem af NPD. Her blev han i 2007 næstformand. Hans karriere bragte ham blandt andet igennem både Wiking-Jugend og Freiheitliche Deutsche Arbeiterpartei, der begge blev forbudt af de tyske myndigheder.

En af Riegers vigtigste funktioner i den tyske nazi-bevægelse, var at fungere som advokat i forbindelse med de juridiske slagsmål som det tyske nazi-forbud medfører. Han stod blandt andet bag de årlige ansøgninger om demonstrationstilladelse ved mindesmarcherne for Rudolf Hess i den sydtyske by Wunsiedel.

Den tyske advokat blev selv flere gange dømt for at overtræde loven, blandt andet for at overtræde det tyske svar på racismeparagraffen (Volksverhetzung) og for at anvende forbudte symboler.

Rieger havde et tæt samarbejde med militante nynazister fra Freie Nationalisten, og meget sigende var det en af de vigtigste af disse, Thomas ’Steiner’ Wulff, der kørte Rieger til hospitalet da han blev ramt af slagtilfældet i lørdags, der endte med at koste ham livet.

Jürgen Rieger blev 63 år gammel.