Det fremtrædende DNSB-medlem Daniel Carlsen har siden august i år aftjent værnepligt ved Den Kongelige Livgarde. Den 19-årige nazist er tidligere dømt for vold, og benægter at holocaust har fundet sted.
Foto: DNSB’eren Daniel Carlsen ved vagtskifte på Amalienborg Slotsplads september 2009.
Det er langt fra første gang at prominente DNSB-medlemmer har gjort tjeneste i forsvaret. Primus motoren i det hedengangne DNSB-band Daneskjold, Martin Topp Juul Jensen aftjente tilbage i 2005 ligeledes også værnepligt ved Livgarden. Et andet eksempel fra DNSB’s rækker, er fynboen Rasmus Krogsøe, der i august i år blev udstationeret i Kosovo. Krogsøe har de seneste år deltaget i en række DNSB-arrangementer, men er så vidt vides ikke medlem af partiet.
Garderen og nazisten Daniel Carlsen er på kort tid strøget til tops i DNSB, og har modtaget hæder og anerkendelse i form af bevægelsens medlemsnål. Det er ikke kun i Greve, at Daniel Carlsen er populær, den unge HG-student fra Viby har i stor stil været eksponeret i medierne. Han har fra begyndelsen af sit politiske virke valgt, at stå offentligt frem sine rabiate holdninger, og har i det seneste halvandet år optrådt et utal af gange i medierne.
Daniel Carlsen er - på linie med resten af DNSB - ikke overbevist om, at holocaust fandt sted. I en portrætartikel fra Nyhedsavisen i maj 2008 udtalte Daniel Carlsen »Selvfølgelig var der jøder, der døde, fordi der var krig. Men den systematiske udryddelse med gaskamrene tror jeg ikke på«. Denne holdning blev igen understreget da Nyhedsavisen i sommeren 2008 inviterede ham og den tidligere KZ-fange Zygmunt Gross sammen til koncentrationslejren Auschwitz. Her benægtede Daniel Carlsen igen, at Holocaust skulle have fundet sted.
Efter lidt tids famlen på den højreekstreme scene er Daniel Carlsen endt under hagekorsets faner hos Jonni Hansen og DNSB - efter at han havde rundet White Pride og Vederfølner.
Daniel Carlsens politiske karriere tog sin spæde start på Århus Stadion, hvor han i 2008 var en del af fangruppen Ungdommen. Ungdommen blev senere nedlagt, og fangruppen Nysir udsprang af den nedlagte gruppering, herefter valgte Daniel Carlsen Nysir fra og White Pride til. I sommeren 2009 valgte den unge århusianer dog at sige farvel til hooliganismen, og er ikke blevet set i selskab med White Pride siden. Daniel Carlsen flirtede, som nævnt tidligere, kortvarigt med Vederfølner og deltog blandt andet ved foreningens generalforsamling i marts 2008.
Når Daniel Carlsen ikke står vagt ved Amalienborg, står han i spidsen for DNSB’s århusianske lokalafdeling. Han har blandt andet arrangeret løbeseddelsuddelinger og plakatopsætninger. Hjemme i forældrenes kælder har Daniel Carlsen afholdt flere foredrag og kammeratskabsaftener, ligesom der fra kælderen foregår salg af DNSB-materiale. Daniel Carlsen stod også i spidsen for DNSB’s minidemonstrationer i Silkeborg og Viborg den 25. juli i år, her talte den unge nazist imod »raceblanding«.
En bytur i marts 2008 endte galt for Daniel Carlsen, han slog et glas i baghovedet på en vagt på det århusianske diskotek ’Broen’. Episoden udløste en voldsdom på 60 dages betinget fængsel og dertil samfundstjeneste. Siden voldsdommen har DNSB’eren igen været i clinch med loven - han og tre højtstående White Pride-medlemmer blev i marts i år dømt for at have malet nazistisk grafitti i Århus. Grafittien blev malet natten forud for en antiracistisk demonstration i oktober 2008, som var vendt mod netop den højreekstreme hærgen i byen. Daniel Carlsen blev igen idømt betinget fængsel, denne gang 3 måneder og skulle derudover starte forfra på sin samfundstjeneste.
Daniel Carlsen er en fremtidens mand for Jonni Hansen, og tegner idag ungdommen og den aktivistiske linje hos DNSB. På nuværende tidspunkt er adgang til skydetræning og skarpladte våben en naturlig del af garderens hverdag, et faktum der, i Daniel Carlsens tilfælde, kan forekomme foruroligende. Især set i lyset af, at Daniel Carlsen på DNSB’s internetforum tidligere har skrevet: »Jeg har gjort meget. Mit første jøde-drab har jeg dog endnu til gode.«