" />
Det antifascistiske initiativ "Good Night White Pride" har indkaldt til demonstration mod den nazistiske hooligangruppe White Pride lørdag den 6. februar i Århus. Omdrejningspunktet for kampagnen, White Pride, forsøger i disse dage at mobilisere støtter, for at vise at Århus er 'deres by'. Denne mobilisering har affødt splittelse og intern diskussion på den ekstreme højrefløj.
Den udtalte racistiske og voldelige hooligangruppe forsøger at mobilisere sine støtter til Århus lørdag, mens den - på overfladen - pæne forening, Vederfølner tager afstand. Vederfølners næstformand, Rene Lindberg, finder demonstrationen "uinteressant" og mener ikke at det er relevant for Vederfølner at deltage i en markering mod det antifascistiske initiativ - således begrunder han sin modstand mod højreekstreme modaktiviteter med disse ord: "Fordi den på alle måder er uinteressant.. At nogle lokale antifascister kalder til en "Good night white pride"-demonstration kan jeg ikke se vedkommer Vederfølner på nogen måde. At Aarhus skulle være "vores" by er jeg også uenig i, Vederfølner har som du nok ved medlemmer rundt i hele landet og er derfor ingen Aarhus-forening."
Vederfølner og Rene Lindbergs manglende interesse for antiracistiske demonstrationer virker dog nyfunden. Tilbage i oktober 2008 fandt Rene Lindberg og en række andre Vederfølner-medlemmer Antiracistisk Netværks demonstration "Giv Århus smilet tilbage" særdeles interessant. Her sås både Rene Lindberg og Kenni Christensen, der senere blev valgt til ind i bestyrelsesen, i selskab med White Pride på dagen. Ligeledes var Vederfølner-medlemmet Dennis Egedal Jørgensen ude med kameraet for at fotografere antiracisterne. Kenni Christensen trak sig senere fra foreningens bestyrelse, efter at være blevet afsløret med højre arm strakt i en heil-hilsen i Århus Stiftstidende.
Samtidig synes White Pride at befinde sig i en total stilstand. Gruppen har ikke markeret sig offentligt i en længere periode, og skærmydsler synes at præge de indre linjer. Da White Pride, DNF og som sagt et par Vederfølner-medlemmer i 2008 mobiliserede mod den antiracistiske demonstration lykkedes det at samle 30 mand, heraf kom kun halvdelen fra Århus. Den affære udløste en massiv krise internt i White Pride.
Det er ikke kun i det jyske at der mobiliseres imod det antiracistiske initiativ. Fra Sjælland bakker Danmarks Nationale Front op om White Pride med en støttevideo, der meddeler seeren, at DNF kommer til Århus på lørdag. White Pride er definitivt DNFs nærmeste åndsfæller, og Vederfølners næstformands offentlige afstandstagen lægger ikke en dæmper på sjællændernes mobilisering. Dette til trods for at DNF-medlemmer deltog i Vederfølners vintersolhvervsfest for mindre end to måneder siden.