Med Dan Jochumsens indtræden i Vederfølners bestyrelse, udgør tidligere nøglepersoner i det hedengangne Dansk Front-netværk nu over halvdelen af foreningens bestyrelse.
Foto: Dan Jochumsen, ses som nummer tre fra venstre, ved Vederfølners sommersolhverv i 2008.
Igen er et tidligere Dansk Front-medlem, Dan Jochumsen, tiltrådt Vederfølners bestyrelse ved foreningens årlige generalforsamling, der blev afholdt for små to uger siden. Således sidder der nu tre tidligere Dansk Front-medlemmer i den fem mand store bestyrelse, Vederfølners formand Lars Grønbæk Larsen og kasserer Lars Rask bestred også centrale roller i det hedengangne racistiske netværk.
Dan Jochumsens er en kendt ansigt på den ekstreme højrefløj, og er heller ikke ny i Vederfølner hvor han har deltaget i adskillige aktiviteter de seneste to år.
Ekstra Bladet afslørede tilbage i juli 2006 Dan Jochumsen i et dobbeltengagement i både Dansk Folkeparti og Dansk Front. Han indtog betydningsfulde poster begge steder, hvor han fungerede som formand og 1. suppleant for Dansk Folkeparti i Kalundborg, og samtidig var afdelingsleder i Dansk Fronts afdeling på Vestsjælland. På det racistiske netværks debatforum foreslog Dan Jochumsen at indføre kontingent i Dansk Front, hvilket skulle "dække en patriots udgifter (hus, bil evt. børn) hvis denne skulle afsone en dom f.eks. for at tæske en abe i selvforsvar".
Afsløringen af det politiske dobbeltspil førte til en eksklusion fra Dansk Folkeparti, og yderligere kostede engagementet i Dansk Front også Jochumsen jobbet i Danske Bank. Senere måtte Danske Bank dog udbetale en erstatning til Jochumsen grundet fyringen.
Med Dan Jochumsens indtræden i Vederfølners bestyrelse udgør de tidligere Dansk Front-folk nu over halvdelen af foreningens bestyrelse. Dette til trods for, at Vederfølner ihærdigt forsøger at lægge afstand til det racistiske netværk.