Den svenske statistik er skræmmende. Sverige har indenfor de seneste 25 år været vidne til 25 racistisk relaterede mord, og alene i 1995 skete der 7 nazirelaterede mord. Den morddømte nazist Hampus Hellekant er en af figurerne i den uhyggelige statistik - han dræbte i 1999 fagforeningsmanden Björn Söderberg. Hellekant har afsonet sin fængselsdom, men har tilsyneladende ikke lagt de nazistiske aktiviteter på hylden, og nu poserer han med en pistol på internettet.
Det svenske tidsskrift Expo har via en kilde modtaget en masse belastende materiale mod Hampus Hellekant. Tidsskriftet kunne for nylig afsløre, at Hellekant forsøger at anskaffe sig skydevåben, poserer med en pistol på internettet, og at Hellekant igennem længere tid systematisk har arbejdet med en kortlægning af venstrefløjsaktivister og journalister. Kortlægningerne blev publiceret på de svenske nazi-sider Info14 og Metapedia.
12. oktober 1999 blev fagforeningsmanden Björn Söderberg skudt og dræbt i sit hjem i den stockholmske forstad Sätra. Der blev affyret adskilligedræbende skud heraf flere mod hovedet. Drabet på den 41-årige truckfører blev udført med en pistol tilhørende Hampus Hellekant, som havde jagttegn og licens til at eje våben. Hampus Hellekant dømmes senere, sammen med Björn Lindberg og Jimmy Nicklasson, for mordet - retten kunne ikke fastslå hvem der udløste de dræbende skud, men Hellekant blev idømt 11 års fængsel da han var ejeren af mordvåbenet.
En måned inden drabet på Söderberg havde den svenske avis Arbetaren afsløret Robert Vesterlund i nynazistiske aktiviteter samtidig med at han sad i ledelsen af en lokalafdeling hos fagforeningen Handels. Vesterlund skiltede med sine holdninger på jobbet, og mødte på arbejde i t-shirts med nazistiske motiver og hørte racistisk musik i arbejdstiden. Vesterlund skiltede ikke kun med sine ekstreme holdninger på jobbet, han også var på daværende tidspunkt en central figur i det nynazistiske Info14-netværk, og han udgør idag stadig en del af kernen i netværket. Björn Söderberg var fagligt organiseret i samme Handels-afdeling som Vesterlund, og gik til fagforeningen med sin viden om Vesterlunds nazistiske aktiviter i Info14. Fagforeningen konfronterede Vesterlund, som derefter sagde sin stilling op. Söderberg videreformidlede oplysningerne til Arbetaren, som umiddelbart efter afslørede Vesterlund som nazist. Mordet på Söderberg ses som hævn for Arbetarens afsløring af Vesterlunds højreekstreme engagement.
Det svenske sikkerhedspoliti Säpo, havde i tiden forinden mordet i Sätra overvåget Hampus Hellekant og hans nazistiske kammerater, og kunne notere sig at gruppen havde snuset rundt i området omkring Söderbergs bopæl. Säpo havde holdt Hellekant under overvågning på selve aftenen for mordet, men afbrød overvågningen mindre end en halv time før mordet. Man vidste ikke at det var Söderberg der havde påkaldt sig nazisternes interesse.
Efter at have afsonet to tredjedele af sin fængselsstraf blev Hellekant prøveløsladt i februar 2007. I november samme år afslørede Dagens Nyheter at Hellekant havde påbegyndt et lægestudie ved Karolinska Institutet, og i forbindelse med artiklen proklamerede Hellekant, at han ville videre med sit liv og lægge fortiden bag sig. Hellekants medicinstudie affødte en større debat om det etiske i, at lade en morddømt læse til læge.
To år senere, i oktober 2009, kunne Arbetaren afsløre at Hellekant ikke havde lagt fortiden bag sig, snarere tværtimod. Hellekant havde siden sin løsladelse foretaget en systematisk kortlægning af mindst 100 venstrefløjsaktivister og journalister. Oplysningerne og kortlægningerne blev publiceret på de nazistiske hjemmesider Metapedia og Info14. Da Arbetaren afslørede Hellekants kortlægningsarbejde begyndte han at slette sine publiceringer på internettet. Hellekant forsøgte at benægte at han havde genoptaget sine nazistiske aktiviteter, og nægtede at have andel i publiceringerne, ligesom personerne bag Metapedia og Info14 dementerede at de havde haft kontakt med Hellekant. Men det materiale Expo har fået indsigt i viser hvordan Hellekant forsøgte at slette sporene efter sit kortlægningsarbejde, og sammen med Info14 og Metapedia aftalte et dementi af samarbejdet.
Foto: Hampus Hellekant poserer med en pistol, om våbnet er ægte er uklart. (privatfoto)
Expos kilde har også videreformidlet en del billedemateriale med Hampus Hellekant, på et af billederne poserer den morddømte nazist med et skydevåben i hånden. Billedet har Hampus Hellekant brugt i en præsentation af sig selv på internettet. Hvorvidt våbnet er en attrap eller ægte er dog uvist. Hellekant har ifølge Expo også forsøgt at erhverve en våbenlicens gennem en kendt svensk nazist. Alt tyder altså på, at Hampus Hellekant langt fra har lagt fortiden bag sig.
Kilde: Expo
Læs mere om Hampus Hellekant og den ekstreme højrefløj i Sverige hos Expo.