Jonni Hansen frikendt for racisme

13. april 2010 | Aktuelt

Formanden for nazipartiet DNSB Jonni Hansen blev tirsdag den 13. april frikendt for overtrædelse af racisme-paragraffen ved retten i Roskilde. Rigsadvokaten forsøgte at holde DNSB-lederen ansvarlig for indholdet af nazisternes løbesedler og for racistisk propagandavirksomhed.

Foto: Jonni Hansen i håndgemæng med politiet ved Hess-march 2007 i Kolding.

I oktober 2006 dumpede der nazistiske løbesedler ind ad brevsprækken hos beboere i Gladsaxe og Bagsværd. Afsenderen var DNSB og kort efter indløb en politianmeldelse af løbesedlerne.

Tirsdag den 13. april 2010 var Jonni Hansen så indkaldt til retsmøde ved retten i Roskilde tiltalt for at bedrive racistisk propagandavirksomhed - med et krav om 4 måneders fængsel.

Gik fri

Jonni Hansen gik fri af anklagerne ved tirsdagens retsmøde, og anklageren har nu 14 dage til at overveje en eventuel anke af dommen. Retten i Lyngby har også tidligere frikendt Jonni Hansen for racisme i forbindelse med de omstridte løbesedler.

Da Jonni Hansen og en håndfuld kammerater ankom til retten, blev de mødt af en demonstration på 40 anti-racister der havde taget opstilling foran retten, hvor politiet også var mødt op. Blandt de nazistiske støtter var flere højtstående DNSB-medlemmer. Blandt andre redaktøren for Fædrelandet Thomas Vestergaard, den unge århusianer Daniel Carlsen, og primus motor i DNSB’s nye husband Ravnebanner, Martin Topp Juul Jensen.

Retssagen var oprindeligt fastsat til december 2009, men måtte rykkes da politiet ikke mente at kunne garantere for Jonni Hansens sikkerhed under klimatopmødet.

Tidligere straffet

Det er langt fra første gang at Jonni Hansen har siddet på anklagebænken og han er tidligere idømt to voldsdomme.

Senest i 2007 da DNSB marcherede i Kolding, i anledning af dødsdagen for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Ved afslutningen på den korte march kom Jonni Hansen i håndgemæng med ordensmagten, og endte med at slå en betjent gentagne gange. Episoden udløste en dom på 60 dages fængsel.

Nazi-lederen påkørte tilbage i december 1999 flere anti-nazister, der var i færd med at vælte plankeværket ind til nazisternes hus i Greve. Flere af de påkørte aktivister kom særdeles alvorligt til skade. Den voldsomme påkørsel udløste i 2000 en dom på 1 1/2 års fængsel, og en 2-årig frakendelse af nazi-lederens kørekort.