Ny højreekstrem samling på tegnebrættet

5. juli 2010 | Aktuelt

Højreekstremister fra en række af de racistiske lokallister og smågrupper rundt om i landet vil nu - igen igen - samles i en fælles valgliste.

Foto: Åse Clausen Bjerg (t.h.) i samtale med Dansk Folkepartis Bodil Clausen ved en højreekstrem demonstration i 2006.

Initiativet er taget af blandt andet Frit Danmarks mange gange dømte Michael Ellegaard. Frit Danmark stillede ved seneste kommunalvalg op i tæt samarbejde med Vederfølners afdeling i Syddanmark, og Ellegaard har derfor et tæt forhold til Vederfølners formand Lars Grønbæk Larsen.

En af Ellegaards nye allierede er Åse Clausen Bjerg, den tidligere leder af først No Kay - det senere Frit Folk. Clausen Bjerg driver i dag enmands-hæren Kvinder for Danmark, ligesom hun plejer omgang med folk fra Den Danske Forening og omegn, med hvem hun afholder såkaldte ’dagligstuemøder’. Desuden er hun flere gange de seneste år observeret i nærheden af venstreorienterede demonstrationer, som hun ivrigt har fotograferet.

I modsætning til det tidligere samlingsprojekt ’Anti-Jihad Danmark’, så er SIAD denne gang ikke inviteret med. Det skyldes, at SIAD-lederen Anders Gravers og Michael Ellegaard har et voldsomt personligt had til hinanden. SIAD stiller således op alene ved næste valg.

Det forventes at også enkeltpersoner fra Den Danske Forening samt det døende Fremskridtsparti vil slutte sig til det nye parti, hvis partioprettelsen reelt gennemføres.