Den unge DNSB'er Daniel Carlsen er atter havnet i mediernes søgelys. Den 20-årige nazist har over sommeren blogget fra TV2's hjemmeside - nu er der indgivet en anmeldelse om racisme mod ham.
Foto: DNSB’eren Daniel Carlsen aftjente i efteråret 2009 værnepligt ved Livgarden, hvilket affødte en større offentlig debat.
Siden juli måned har Daniel Carlsen skrevet indlæg fra sin blog på TV2’s hjemmeside, men nu er det altså blevet for meget for en gruppe facebook-brugere. De 33 facebook-brugere har fundet sammen, og har indgivet følgende anmeldelse:
»Daniel Carlsen har i en alment tilgængelig blog på TV2 d. 6.8.10 præsenteret stærkt forhånende, nedværdigende og propagandistiske synspunkter overfor mennesker af ikke-europæisk afstamning, ytringer som vi finder i absolut uoverensstemmelse med gældende dansk lovgivning«
TV2 har sat deres jurister til at undersøge sagen, og forventer at komme med en afgørelse inden for de nærmeste dage. Bloggen ligger fortsat offentligt tilgængelig på TV2’s hjemmeside.
Racismeanmeldelsen bliver ikke Daniel Carlsens første møde med paragraffer og strafferet. DNSB-medlemmet er dømt for vold og politisk hærværk, som udløste en betinget dom og samfundstjeneste.
Daniel Carlsen har længe stået offentligt frem som erklæret nazist, og har været rigt eksponeret i de danske medier.
Der har heller ikke nået, at være stilhed ret længe omkring det fremtrædende DNSB-medlem fra Viby. Senest i efteråret 2009 udløstes der en større offentlig debat og virak da det blev afsløret, at Daniel Carlsen aftjente værnepligt ved Livgarden.
Daniel Carlsen er på rekordtid strøget til tops i DNSB, hvor han leder partiets århusianske lokalgruppe. Rollen som Jonni Hansens betroede partikammerat er tilfaldet Daniel Carlsen inden for de seneste år - forinden medlemskabet hos DNSB rundede han den nazistiske hooligangruppe White Pride, og den højreekstreme forening Vederfølner.