Medieblæst omkring SIOA og Anders Gravers

16. september 2010 | Aktuelt

Søndag og mandag satte DR fokus på SIAD's amerikanske søsterorganisation. Det skete blandt andet med hjælp fra en højreekstrem ekspert på området.

Foto: Tilhørerne ved Den Danske Forenings grundlovsmøde på Borum Eshøj i 2007. Fra venstre: Tomas Kierstein (Den Danske Forening), Jacob Christiansen Senholt, Mads Andersen (tidligere White Pride-medlem) samt Frederik Jensen (tidl. Niels-Ole Frederik Galmar), der har en fortid i Dansk Front.

DR stillede i weekenden skarpt på den anti-muslimske mobilisering omkring moske-byggeriet ved Ground Zero. Kimen til SIOA (Stop Islamization of America, red.) er lagt i Danmark, og projektet samler mange amerikanere under dets hadske politik. Mens anti-muslimerne i SIOA samlede mange hundrede i New York, mødte blot tolv personer op ved SIADs hjemlige mindehøjtidlighed på årsdagen for terrorangrebet 11. september.

I USA har SIOA og forkvinden Pamela Geller vind i sejlene. Den store debat og dybe uenighed omkring moskeplanerne i området nær Ground Zero, har fungeret som et effektivt middel for SIOA i kampen for at nå igennem med deres anti-muslimske holdninger. I DR’s dækning tilkendegav Gravers, at stenen til den amerikanske aflægger af SIAD blev lagt i Europa og Danmark, men at afdelingerne er selvstændige.

Internationalt går det strygende for det projekt Anders Gravers søsatte med SIADs opstart i 2005. Frankrig, Beligen, England og Tyskland er blot nogle af de lande rundt om i Europa hvor der skyder selvstændige afdelinger op, alle samlet under paraplyen SIOE (Stop Islamisation of Europe). De forskellige landeafdelinger er dog meget varierende i størrelse, og nogle virker mere internetbaserede end reelt aktive.

SIADs parallel-arrangement ved den amerikanske ambassade i København tiltrak to håndfulde deltagere, og hovedtaleren Farshad Kholghi trak sig fra talerlisten, efter Redox dokumenterede SIADs omfattende samarbejde med - og brug af - nynazister som vagtværn. Den officielle begrundelse fra SIAD lød, at talererne havde trukket sig grundet trusler og frygt for terror.

DR’s dækning af SIOA’s fremgang, var dog mangelfuld. For eksempel lod man ukritisk Anders Gravers’ påstand om, at SIAD talte omkring 3000 støtter fremstå som fakta. Dette til trods for, at SIADs mange demonstrationer de sidste fire år, aldrig har talt mere end 30-40 deltagere, og sædvanligvis kun halvdelen af dette tal. Ligeledes berørte man ikke det faktum, at SIAD er udsprunget af, og samarbejder med, de endnu mere ekstreme grupper på den yderste højrefløj.

Højreekstrem ekspert på DR

Derudover så valgte DR, meget bemærkelsesværdigt, at lade en højreekstremist komme med ekspertudtalelser om en anden højreekstremist. Den ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet som Danmarks Radio havde støvet op til at kommentere på SIOA og SIAD, var nemlig ingen anden end Jacob Christiansen Senholt. Han har blandt andet været aktiv omkring Vederfølner, den svenske nazi-hjemmeside Nordisk.nu, hvor han har været aktiv under brugernavnet NordiskFrihed helt frem til i år, Dansk Front, Den Danske Forening samt Nordisk Frihed.

På Nordisk.nu talte Christiansen Senholts bruger NordiskFriheds venneliste centrale højreekstremister nynazister som Morten Borup (tidl. DNSB, nu Danmarks Nationale Front), Daniel Carlsen (DNSB), Kasper Krøner (Blood & Honour), Brian Jensen (tidl. Blood & Honour, nu Danmarks Nationale Front), Lars Hartvig (Danmarks Nationale Front) og Rune Tjørnild (tidl. Blood & Honour).

Se dokumentation for SIADs samarbejde med nynazister